Den ernæringsterapeutiske tankegang bygger på principperne fra funktionel medicin, www.functionalmedicine.org udviklet på Institute for Functional Medicine i Washington i USA med Jeffrey S. Bland, Ph.D. i spidsen. Her holdes årligt workshops, der bringer sidste nyt fra forskere, læger og behandlere fra hele verden. Du kan se programmet for The 15th International Symposium on Functional Medicine 22 - 25 maj 2008 hvor jeg deltog som en af de 6 deltagere fra Danmark. 

Funktionel medicin arbejder ud fra behandlingsmetoder, der sætter klienten i centrum, som anerkender at vi alle er biokemisk individuelt sammensatte, og at kroppen altid vil søge at opnå en ligevægtstilstand, hvis der er muligheder for det.

Ernæringsterapeuter og andre funktionel medicinere laver ikke "kogebogs-terapi" og giver alle med den samme medicinske diagnose fx psoriasis eller depression den samme rådgivning. Der vil altid blive rådgivet individuelt ud fra en meget grundig udspørgen om symptomer, sygdomme, livsstil, arv, stress, miljø og tilgængelige analyser. Herved findes brikkerne til et meget stort puslespil.

Brikkerne skal samles i samarbejde med klienten til et helt billede. Vores klienter er i høj grad medbestemmende i den handlingsplan, der lægges. Det er jo dem, der skal betale og være aktive derhjemme. Vi bestemmer hver især, hvad vi putter indenbords. Behandlere og rådgivere kan kun fortælle om og foreslå forskellige metoder.

Ernæringsterapeuter kan f.eks. rådgive i brugen af bestemte madvarer til individuelt tilrettelagte kostplaner. Desuden kan der suppleres med tilskud af vitaminer, mineraler, sporstoffer, livsvigtige fedtstoffer, lægeurter og homøopati. Disse tilskud går ud på at tilføre kroppen de molekyler, som kroppen mangler.

Disse stoffer, som kroppen allerede kender, skal selvfølgelig tilføres i de rette mængder, hverken for meget eller for lidt. Disse principper kaldes også for den ortomolekylære behandlingsfilosofi. Disse tilførsler er sammen med en god og næringsrig kost medvirkende til at genoprette kroppens ligevægt.

Herved bliver vi selv i stand til at begynde at reparere ubalancer og dermed de opståede skader. Det er også nogle gange nødvendigt at hjælpe systemet med at afgifte og udrense uønskede stoffer. Derudover er det ønskeligt at få de forskellige organ-, hormon- og immunsystemer i balance.

Alle dele i krop og psyke hænger sammen som tråde i et meget fint edderkoppespind. Hvis en af trådene svækkes, så svækkes hele det utroligt komplicerede ingeniørarbejde. Derfor skal vi forsøge at styrke alle de berørte dele i det menneskelige netværk.

Ernæringsmæssige mangler:
Dårlig kost fattig på livsvigtige næringsstoffer.

Nedsat fordøjelseseffekt og tarmdysbioser:
Dårlig fungerende fordøjelse.

Nedsat afgiftningsevne:
Dårlig lever- og nyrefunktion.

Oxidativt stress:
Effekten af for mange frie radikaler.

Ubalanceret immunforsvar:
Utilstrækkeligt fungerende immunforsvar.

Endokrine ubalancer:
Manglende stofskifte-, stress-, blodsukker-, vækst- og væskeregulering.

Hvis vi, ud fra denne funktionelt medicinske synsvinkel, prøver at anskue sygdomme og ubalancer, kan vi se, at nedsat funktion i et område påvirker alle de andre. Hvis en del af helheden ikke fungerer, vil det gå ud over den samlede helhed.

Hos én person kan det være, at fordøjelsen ikke fungerer tilstrækkeligt og dermed giver belastninger i nogle eller alle de andre områder. Hos en anden person med akkurat den samme diagnose kan det være, at immunforsvaret bliver provokeret af overfølsomhedsskabende madvarer og dermed opstarter en ond cirkel, der belaster alle de andre systemer.

Derfor er det nødvendigt at finde ud af, hvilke af de 6 systemer der er i ubalance hos den enkelte for at kunne tilrettelægge en individuel (be)handlingsplan.

Når funktionel medicin altid anvender individuelle handlingsplaner, er det let at forstå, at der ikke kan laves forskning på samme måde som hos den etablerede lægevidenskab. Det er meget sjældent, at to personer med den samme sygdom skal have den samme kostplan, kosttilskud eller naturlægemidler.

Derfor er det nødvendigt at ændre kriterierne for videnskabelig forskning, hvis helhedsorienterede behandlingsprincipper skal vise deres store værdi